Jeg har et sort rullegardin og lukker døren til soveværelset. Med andre ord prøver jeg virkelig at sove til uret ringer kl. 7. Men nej!
I dag følte jeg mig godt vågen og allerede en smule irriteret over, at specialettanker allerede bankede på. Nå men det kunne jo også være, jeg skulle til at komme op – kigger på uret – ej, 5.45 – ligger og lukker øjenene og prøver at slappe af til mere søvn – står op kl. 6.20. Så kan man virkelig få noget ud af dagen. Morgenmaden er nu overstået, morgennyheder set og en specialeblog kan skrives før turen går til specialepladsen.
I går var kl. 6.30, da jeg vågende og 6.45, da jeg stod op. Så fik jeg også lige tid til morgenyoga og var på specialepladsen kl. 9. Det var faktisk en ret perfekt start på dagen. Jeg har aldrig gjort det i yoga-lignende aktiviteter, men tidligt om morgen er det en virkelig god blanding af sport og afslapning. Og så er det sgu lidt sjovt, når alle er seriøst optagede af, at få deres krop til at lave ‘koen’, ‘fisken’ og ‘løven’.
Nu er det snart tid til cykelturen. I regnvejr. Gad vide, hvordan det ser ud med pladser på specialepladsen og folk på byggepladsen i dag? Og gad vide, hvad man tjener, når man arbejder der?
God arbejdsdag til alle!
Referencer:
- Titel – se sangen af Tammie fra Paradis Hotel: Mit hjerte banker, ‘bib’-tanker)
Så blev afleveringensdatoen lige rykket frem til d. 20. juni. Jeg vidste godt hele Københavns Universitet gik på sommerferie, men tænkte (urealistisk), at der var en chance for at aflevere i juli. Men nej!
Stressen kan jeg nu tydeligt mærke. Men som jeg sagde i bilen fra en konfirmation i går: stressen er god. Uden den ville jeg aldrig få lavet de 60-80 sider. Det er ligesom at skulle ind og spille en vigtig kamp – stress og nerver pepper både krop og hoved. Den positive instilling er vigtig 
Noget andet er, at jeg d. 21. juni kan holde sommerferie. Måske specialet skulle gøres til en artikel i den sommerferiemåned? Ej, fokus på specialet.
Jeg skal have skrevet analyseafsnittene færdige. De 80 siders transskriptioner har jeg kodet efter temaer, og nu er jeg gået i gang med, at sætte citater fra transkriptionerne af de enkelte interviews i skemaer efter de enkelte temaer. Det giver overblik, og det er pisse sjovt, når forskellene på den måde bliver trukket skarp op. Der er dog også ligheder. Gymnasieunderviserne jeg har interviewet synes, at være helt enige om, at innovation i undervisningssammenhæng er: at gøre en forskel for andre. Det er noget andet end ordbøgernes: skabelse eller indførelse af noget der ændrer den etablerede metode eller opfattelse (DDO) eller den klassiske forståelse: nyskabelse der tilvejebringer økonomisk værdi (Schumpter 1934; i Darsø 2011). Sådan! Allerede der har jeg med mit speciale fundet ud af noget. Specialet bliver en lang uddybning af dette…Nå, jeg skal ind og skrive og samle i skemaer og nyde uenigheder og enigheder og blive endnu mere stolt af min empiri
Den meningsfulde pause (lidt genbrug og dobbelt reklame) – den holdt jeg i dag, gange to. To gange i Nordisk kaffebar og forsyne sig med kaffe og sødt. Og kaffen koster kun 3,5. Der er fordele ved at skrive speciale på Den hvide diamant, Det Humanistiske Falkultetsbibliotek. Masser af fordele!
Der er f.eks. masser af pladser. På Den sorte diamant er den første halve time, fra 9-9.30, ultra vigtig. Kommer man senere, må man pænt spørge om, man må dele bord med en anden. Eller man må gå ned i cafeen og skrive i cafestøj og duft af alt for lækre ting. På Den hvide diamant kunne jeg vælge: oppe eller nede, bås omkring bordet eller åbent langbord, stående eller siddende. Jeg tog en vinduesplads med fin udsigt til byggeriet og byggemænd-Bob’ere som tullede rundt og med kraner løftede affaldsspande og kørte rundt på forstørrede løbehjul – ja, mit sprog er stærkt begrænset inden for det her felt. På Den sorte diamant er udsigten også spændende. Vand der skifter kulør efter sol og skyer. Og i de sidste par uger, har der ligget et mærkeligt skib, som jeg har udviklet en masse teorier om. Plus musik kl. 13. Det er noget, der skal indføres alle steder. På Den hvide diamant måtte jeg selv sørge for musikken. En tredje (fjerde eller hvor langt jeg nu er kommet) ting er menneskene. På Den sorte diamant er jeg meget bevidst om mit tøj, hår og andet, for man bliver kigget ud. Nogle bliver scoret. Det er der sikkert også nogle, der gør på Den hvide diamant, men tøjet er mere afslappet.
Det vigtigste er dog, at jeg både i dag og i går har arbejdet 7 timer!!!! Hurrah for læsesal, sort eller hvid!
Torsdag d. 26.4. kl. 16 – ca 17.30
inviterer Det Humanistiske Fakultetsbibliotek til en paneldebat omkring “pausens betydning” inden for litteratur, musik og film. Paneldeltagere er: Frank Kjørup, litteratur, Birgitte Alsted, musik, Søren Høy, film og Dorthe Chakravarti, journalist på DR er ordstyrer. Hver deltager præsenterer sig ved eget værk. Kom og hør om dette spændende emne! Det foregår på 1.sal i Drejers Klub og alle er velkomne.
Venlig hilsen
Kirsten Thomsen
Det Humanistiske Fakultetsbibliotek, Njalsgade 112
Der er noget magisk over tallet tre, det ved vi allesammen fra eventyrene, men faktisk er det sådan at hvis man kan præsentere sit budskab i tre led, vil man opleve at det får størst gennemslagskraft. Retoriske analyser understøtter dette, især hvis fremført som retoriske spørgsmål. Et eksempel fra en kronik af Kresten Schultz Jørgensen begynder sådan her: “Hvad er det egentlig, der er i vejen med Socialdemokratiet? hvorfor siger partiets topfolk så tit noget, der får en til at krumme tæer? og hvorfor bliver det som regel værre og værre, jo mere de forklarer?”
- prøv det!
Venlig hilsen
Kirsten Thomsen
informationsspecialist
Det Humanistiske Fakultetsbibliotek
Min vejleder har lige sagt følgende i en uformel samtale med et par ordbogseksperter fra det danske land: “Maja, en af vores specialeskrivere, behandler innovation i gymnasiet” – citeret efter hukommelsen.
Først blev jeg overrasket over opmærksomhedens selektivitet: Jeg var helt opslugt af at skrive om forskellige teoretikeres definitioner af innovation og forklaringer på innovationer. Forsamlingens snak ved mødebordet ca. 15 meter væk var hyggelige baggrundslyde, indtil mit navn blev nævnt. Men så gik det ind: jeg er ved at blive en slags innovationsekspert.
Det er da mega fedt, at blive refereret til af sin vejleder og endnu mere fedt, når modtagerne er beundringsværdige mænd og kvinder. Jeg har faktisk allerede selv karakteriseret mig som ‘ekspert i innovationspædagogik’ (omend med forbeholdet: jeg er snart...), nemlig i adskillige ansøgninger til gymnasier. Også til et eksplorativt interview med forfatteren til KIE-modellen, en bog om innovationspædagogik, følte jeg et ‘ekspertfællesskab’. Vi havde en stor fælles teoretisk referenceramme og forstod hinandens fagord. Jeg tror virkelig på, at det kan bruges det her speciale. Specialet bliver beviset på, at jeg er en slags ekspert. Nu skal det bare lige skrives
Ordbogseksperterne får det sidste ord:
Fordybelse og timer er det, som det kræver. Og det er sgu sjovt at se, hvordan humøret bliver meget bedre og teksterne mere spændende, når man har følelsen af kontrol over specialet. Jeg har nydt at læse om gymnasiets udvikling fra 1850 til i dag: fra eliteuddannelse til masseuddannelse; fra dannelse til kompetence; og fra gymnasieskolen til det enkelte gymnasium som selvstændig organisation.
En anden ting jeg har nydt, er at mine bedsteforældre giver det teoretiske en personlig vinkel ved deres beretninger om deres egen gymnasietid. Efterfølgende snakkede jeg så med onklen på omkring 45 og til sidst kusinen, som går i 3.g. Jeg er virkelig glad for at mit speciale er noget, vi kan snakke om. Mon de også vil læse det?
I morgen venter en l-a-n-g dag med speciale. Jeg prøver, at gøre den antropologistuderende, jeg tidligere har nævnt, kunsten efter. 8 timer (måske mere). Og nu står det stort på hvidt
“Hvordan går det med specialet?” Det spørgsmål får jeg utrolig tit, og lige nu er svaret noget i retning af: “Jeg føler mig på dybt vand.”
Det minder mig om ubehagelige og uetiske eksperimenter, jeg læste om på psykologi. Eksperimenter hvor mus eller rotter svømmede rundt i baljer med vand – nogen gange med en platform et sted i baljen, andre gange ikke. Eksperimenterne gik så ud på at teste, hvordan de små kræ svømmede. Var det totalt vilkårligt eller systematisk? Kunne de huske, hvor en platform tidligere havde været placeret, og blev de ved med at vende tilbage til det sted? Gav de op? En del af de små kræ druknede, husker jeg. Jeg er sgu også bange for at drukne i specialet, selv om det så kun er i overført betydning.
For et par uger siden sendte jeg de første 20 sider til min vejleder. Det var indledningen med problemformulering, afgrænsning, begrebsafklaring, disposition, teori og metode. Lige der, havde jeg overblik og styr på specialet. Nu er jeg ca. 50 siders noter efter og utallige versioner af specialeafsnit rigere – og det mere forvirret. Hvor var det lige, jeg var på vej hen? Der er jo så sindsyg mange måder, at angribe de enkelte afsnit på. Hvad skal jeg tage med? Håber snart, jeg igen finder platformen.
Ps. jeg er lige blevet inviteret over på Farmaceutisk Institut for at se, hvordan hjernemassen tages ud af babymus. Jeg tror, det bliver en anden gang…
Jeg er virkelig i tvivl om, jeg gør nok ved det her speciale halløj. Ca. 5 timer effektivt hver dag – er det nok? Måske bliver jeg mere flittig senere? Måske undervurderer jeg det arbejde, jeg gør (i hovedet) væk fra computeren og bøgerne?
Forleden faldt jeg i snak med en antropologistuderende, som var i gang med at skrive bachelor. Han bruger ca. 8 timer hver dag. Og så tror jeg ikke, han holder halve og hele timers pause med kaffe og snacks.
Omvendt har jeg en veninde, som jeg holder specialepauserne med, som har det netop som jeg. Vi bruger så pauserne på at overbevise hinanden om, at det må da være godt nok, det vi gør. Og så opremser vi alle dem, som vi kender, som har haft et forholdsvis nemt specialeforløb, f.eks. en fra religion, som havde 15 timers studiearbejde ved siden af og fyrede specialet af på nærved 6 måneder. Eller en fra jura, som selv fortæller, at hun gjorde det på to måneder. Det var vist nok også lidt færre ECTS et speciale fyldte på jura dengang.
Men vi bliver alligevel ikke helt overbevist. Det er jo et speciale, og det kræver tårer og sved og lange nætter, hvor man river sig i håret. 10.000 siders pensum. Og at det sociale og sjove sættes på hold. Gør det ikke?
Der kom der lige et interview med Troels Rømer, Klaptræet, og et foredrag for 100 bibliotikarer, Herning, imellem mig og specialet. Men nu er der ingen undskyldninger/ forhindringer/overspringshandlinger….Jeg startede derfor dagen med lidt teoretisk inspiration. Et kandidatkursus på sociologi, CSS, som i dagens anledning handlede om Faircloughs kritiske diskursanalyse. Ret hårdt efter 4,5 times søvn pga. det der foredrag i Herning.
Lærdommen fra kurset kan sammenfattes til to ting (for mit vedkommende):
- Jeg er sindsygt godt inde i Fairclough allerede. Det meste vidste jeg i forvejen, eksemplerne var nye.
- Der er sgu forskel på fagene. Diskussionen foregik på meta-meta-plan om institutionel/ produktiv magt, diskursive praksisser og tegnet bøsse. At uddybe ‘omnibusavis’ var ikke sket på dansk. Tilgengæld var jeg glad for uddybningen af ‘produktiv magt’.
Og det kan være, at jeg får flere indsigter, når jeg genlæser noterne efter at have sovet en ordentlig morfar. Og så glæder jeg mig allerede til den næste ekskursion. På torsdag skal jeg nemlig til konference om social innovation på CBS og spise croissanter og kage og alt det der, som hører sig til på konferencer.
