Jeg har optaget min vejledning på bånd. Det er utrolig smart, for der er så mange ting, jeg ikke lige har fået noteret på det linjerede under samtalen. Især argumenter eller betoninger, som i hukommelsen eller skriften går tabt.

En anden fordel ved optagelsen er, at jeg bliver mere bevidst om selve vejledningen. Hvordan min vejleder og jeg agererer. Det er tydeligt, at jeg lige nu har sat mig i den passive rolle og afventer strømmen af informationer og råd fra min vejleder. Terapeutiske grynt, som mmm og ja, laver jeg masser af og stiller fra tid til anden uddybende eller afklarende spørgsmål. Men det betyder også, at samtalen rummer ekskurser med ingen eller kun lille interesse for mit speciale. Det er ærgerligt, når muligheden er der, for at få besvaret lige præcist det, jeg ønsker. Jeg må træde mere i karakter og være mere styrrende.

Jeg er lige begyndt at læse bogen “Specielt om specialer”, og deri er masser af procesvejledning og ideer til, hvordan man f.eks. griber vejledningen an. Noget der virkelig har gjort indtryk er følgende:

“De fleste vejledere vil forvente at du er den udfarende og strukturerende, dvs. den der aftaler alle vejledningsmøder og deres indhold. En del af det man skal lære af at skrive speciale, er faktisk at håndtere denne vejledningssituation hvor man kan få faglig sparring – og det lærer man især hvis man selv tager initiativ og skubber på.” (s. 30-31)

Og hvordan gør jeg så det? Bogen anbefaler: at jeg og min vejleder gør det klart, hvad jeg vil tale om og have tilbagemeldinger på ved hver vejledning. Det kan jeg ved kommende vejledninger gøre ved:

• at sende nogle siders udkast før vejledning (min. nogle dage før)
• at sende et følgebrev, hvor jeg udpeger, hvad jeg ønsker der i hvert fald skal snakkes om
• efter mødet at sende et kort referat af, hvad der blev aftalt i vejledningen

Glædelig lysets dag!